Udviklingsingeniør til Vækstvirksomhed

Ibsen Photonics A/S, Farum

Vil du være med til at skabe nye teknologier der gør en forskel i verden? Og trives du godt i et miljø, hvor delegeringsgraden er høj, og du har stor indflydelse på din arbejdsdag? 

Hos Ibsen Photonics har vi samlet en gruppe medarbejdere med høj anciennitet og stort engagement. Det er én af grundene til, at vi blev kåret som gazellevirksomhed i 2018 og 2019 – og fortsætter væksten i 2020.

Ibsen er en globalt førende producent af optiske diffraktionsgitre og spektrometre

Vores kerneteknologi er optiske diffraktionsgitre, som dels produceres og leveres direkte til virksomheder og forskningsinstitutioner verden over, dels indbygges i kompakte spektrometermoduler til brug i eksempelvis vindmøller og medicinsk udstyr.

Bliv en del af vores ingeniør team, der udvikler nye custom produkter og teknologier til vores internationale kunder.

Som udviklingsingeniør bliver du en del af vores grating team, som arbejder med udvikling og produktion af transmissionsgitre i vores klasse 10 renrum. Vi arbejder både med små pilotserier og højvolumen produktion, og vi blev i 2018 certificeret både ISO 9001 og ISO 13485.

Teamet består i dag af 10 ingeniører og 12 teknikere/laboranter, og dit primære ansvarsområde vil være inden for produkt- og procesudvikling med direkte reference til VP Manufacturing & Supply Chain, Lars Bo Madsen.

”Vi er en samling tekniske nørder. Vi går efter at være de bedste på vores felt, og det kræver at vi hele tiden udfordrer og udvikler teknologien. Samtidig har vi et dynamisk miljø, hvor folk er meget forskellige – og den forskellighed er både vigtig og bliver respekteret.” – Lars Bo Madsen

Kundens behov er helt centralt

Din vigtigste opgave bliver at udvikle nye produkter og vores produktionsprocesser, så vi kan levere et kvalitetsprodukt til kunden.

Det er en nyoprettet stilling med mulighed for at du kan være med til at præge den.

Du kan blandt andet se frem til at:
  • Udvikle proces koncepter i samarbejde med R&D/Produktionen
  • Lede udvikling af nye produkter fra den første designfase til den endelige release til produktion
  • Udvikle eksisterende og nye processer med henblik på at skabe nye muligheder for vores kunder
  • Udvikle og specificere målemetoder
  • Udvikle og specificere udstyr til produktion
  • Kvalificere, validere og dokumentere alt omkring de nye produkter

”Vi er alle sammen dybt engagerede i at skabe en god forretning, som giver mening for kunden. Derfor er vi også hudløst ærlige, hvis noget går galt. Det forklarer vi kunden. For vi tænker langsigtet i alle vores relationer.” – Lars Bo Madsen

Ingeniør med kompetencer og engagement

Vi er på udkig efter en teknisk kollega, som er dygtig med tal og dataanalyser. Du har faglig stolthed og vægter kvalitet højt, og du er samtidig omhyggelig og struktureret. Endelig har du lyst til at udvikle dig løbende og tilegne dig nye kompetencer.

Følgende kompetencer/kvalifikationer eftersøges:
  • Du er ingeniør, gerne med en baggrund i optik, nanoteknologi eller procesindustri
  • Du har stor forståelse for innovation, produktionsprocesser og kvalitetssikring
  • Du er løsningsorienteret og god til at overskue mange forskellige problemstillinger
  • Du har et stort drive, er engageret og selvmotiverende
  • Du taler og skriver engelsk

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring indenfor kompleks teknologi, allerhelst inden for fotonik – og at du er vant til at skulle dokumentere dit arbejde.

 ”Vi er stadig en lille biks, og vi har meget klare etiske holdninger. Både i forhold til forretningen og til, hvordan vi agerer over for hinanden. Derfor er det vigtigt for os at få den rigtige person ind.” – Lars Bo Madsen

Interesseret?

Hvis ovennævnte tiltaler dig bedes du sende din ansøgning samt CV til Margot Kjerulff på e-mail: mk@ibsen.com. Hvis du vil høre mere om stillingen kan du kontakte Lars Bo Madsen, VP Manufacturing & Supply Chain, på telefon: +45 4434 7005 eller email: lars.b.madsen@ibsen.com.

Du søger jobbet ved at sende din ansøgning og dit CV allerede i dag. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.  

 

Hos Ibsen Photonics sætter vi kunden i centrum. Vi har ambitiøse vækstplaner og blev kåret som gazellevirksomhed i både 2018 og 2019. Vi arbejder aktivt med en række af FN’s 17 verdensmål og går målrettet efter at gøre vores forretning så bæredygtig som muligt.

 Du kommer ind i en virksomhed, som sidste år omsatte for over 100 mio. kr., og som i dag beskæftiger ca. 50 medarbejdere på vores udviklings- og produktionsfacilitet i Farum.

 Ibsen Photonics er majoritetsejet af Foss A/S, der producerer komplette analyseløsninger til landbruget og fødevareindustrien. Foss A/S omsætter for over 2 mia. kr. årligt og beskæftiger mere end 1.400 medarbejdere.