Procesingeniør til Vækstvirksomhed

Ibsen Photonics A/S er i vækst og søger derfor yderligere en ingeniør til gruppen, som producerer en række unikke, oftest kundespecificerede grating komponenter og spektrometre, som sælges globalt.

Ibsen er en globalt førende producent af optiske diffraktionsgitre og spektrometre. Ibsen omsatte i 2016 for 45 mio.kr. og beskæftiger i dag 35 medarbejdere på vores kontor og produktionsfacilitet i Farum.

Du vil indgå i et produktions- og udviklingsteam på 7 ingeniører og 12 teknikere, som arbejder med en lang række produktionsprocesser, der er sammenlignelige med halvlederproduktion, hovedsageligt foregående i Ibsen’s klasse 10 renrum i Farum.

Dine arbejdsopgaver vil primært ligge indenfor udvikling og produktion af optiske diffraktionsgitre og vil omfatte:


Proces- og produktudvikling

  • Du vil have såvel proces- som udstyrsansvar, og du vil komme til at arbejde med at modne og udvikle produktionsprocesser, produktions- og måleudstyr samt produktionssystemer.
  • Du vil lede udvikling af nye produkter fra den første designfase til den endelige release til produktion.

Daglig support til produktion

  • Du vil komme til at arbejde bredt med hele procesrækkefølgen i grating produktionen: fotoresist spinning af substrater, holografiske og fotolitografiske eksponeringer, plasma æts, AFM metrologi, optisk metrologi og mere. Produktionen foregår i vores klasse 10 renrum.
  • Du vil ad hoc supportere spektrometer produktionen, eksempelvis med system design af testsetup og optimering af alignment vha LabVIEW.

Det vil være en fordel hvis du har erfaring med produktion i renrum, men det er ikke en betingelse.

Følgende kompetencer/kvalifikationer eftersøges:

  • Du er ingeniør eller cand scient med en faglig baggrund indenfor plasma-kemi, halvledere eller optik.
  • Du er produktionsorienteret og har en høj faglig stolthed.
  • Du evner både at arbejde selvstændigt og ansvarsfuldt samt at indgå i et dynamisk team med mange bolde i luften samtidigt.
  • Erfaring i at dokumentere kvaliteten af eget arbejde, eksempelvis under ISO 9001.
  • Erfaring med forsøgsplanlægning (DOE)
  • Erfaring med produktionsoptimering (LEAN)

Som person skal du have et stort drive, ville gøre en forskel, have god humor og et stærkt ønske om at skabe succes sammen med dine dygtige kollegaer.

Vi tilbyder en spændende stilling i en lille men kraftigt voksende virksomhed med god økonomi og en åben og ærlig virksomhedskultur.

Hvis ovennævnte tiltaler dig bedes du sende din ansøgning samt CV til Margot Kjerulff på e-mail: mk@ibsen.com. Hvis du vil høre mere om stillingen kan du kontakte Lars Bo Madsen, VP Manufacturing & Supply Chain, på telefon: +45 4434 7005 eller email: lbm@ibsen.com.

Ansøgningsfrist: 17. april 2017

 

 

Ibsen Photonics A/S’ kerneteknologi er optiske diffraktionsgitre, som dels produceres og leveres som grating komponenter til virksomheder og forskningsinstitutioner verden over, dels indbygges i kompakte spektrometer moduler som ligeledes sælges verden over.

Ibsen Photonics beskæftiger i dag 35 medarbejdere og er majoritetsejet af Foss A/S, der producerer komplette analyse løsninger til landbruget og fødevareindustrien. Foss A/S omsætter for over 2 mia.kr. årligt og beskæftiger mere end 1.400 medarbejdere.