Produktionsteknikere med fingersnilde og overblik til aftenhold

Home/About us/Job opening/Produktionsteknikere

Ibsen Photonics er en globalt førende producent af optiske diffraktionsgitre og spektrometre, der sælges globalt til primært kundespecificerede produkter. Ibsen omsætter i 2022 for over 170 mio. kr. Vi er primært ordreproducerende og beskæftiger ca. 90 medarbejdere på vores kontor og produktionsfacilitet i Farum.

Ibsen er i vækst og vi søger produktionsteknikere til aftenhold i vores Grating produktion og Spektrometer produktion. Opgaverne er forskellige, men mange af kompetencerne, vi leder efter hos vores teknikere, er de samme.

Vi forventer at:

  • Du har teknisk flair og fingersnilde
  • Du er omhyggelig, struktureret og kvalitetsbevidst
  • Du værdsætter og magter at have stort ansvar for dine arbejdsopgaver
  • Du har erfaring i at dokumentere kvaliteten af eget arbejde, eksempelvis ifølge ISO 9001/13485
  • Du har IT kundskaber, som minimum på brugerniveau
  • Du kan læse og forstå dansk, da vores arbejdsinstruktioner er på dansk
  • Det er en fordel, at du har en relevant uddannelse, men ikke et krav

Spektrometer produktion:

Her vil du indgå i et team på 17 teknikere, som alle arbejder med samling og test af spektrometre. Du vil primært komme til at arbejde med finmekanisk montage, herunder håndtering af optiske komponenter og sart elektronik, samt alignment og test af vores spektrometre.

Grating produktion:

Her vil du indgå i et team på 15 teknikere/laboranter. Produktionen foregår i et klasse 10 renrum, hvor vi arbejder med at fremstille transmissionsgitre. Arbejde i renrummet betyder hætte, dragt, støvler, mundbind og ingen form for make-up.

For begge afdelinger gælder at vi opererer inden for medico-branchen og stiller derfor store krav til dokumentation og disciplin i at følge de opstillede arbejdsinstruktioner. Du skal være meget kvalitetsbevidst og forstå at dokumentere kvaliteten af dit eget arbejde.

Da vi har flekstid, også på aftenholdet, vil der være et naturligt overlap til dine kollegaer på dagholdet. Aftenholdet møder 5 dage om ugen og arbejdstiden lægges typisk indenfor tidsrummet 14-23, afhængig af hvad der passer dig og opgaverne

Som person skal du have et stort drive, ville gøre en forskel, have god humor og et stærkt ønske om at skabe succes sammen med dine dygtige kollegaer, som i dag består at en bred vifte af M/K med forskellige uddannelsesbaggrunde.

Vi tilbyder en spændende stilling i en mindre, men kraftigt voksende virksomhed med god økonomi, en åben og ærlig virksomhedskultur, samt et godt sammenhold. Vi har flekstid og en række andre personalegoder.

Hvis ovennævnte tiltaler dig bedes du sende din ansøgning samt CV til os på e-mail: humanresources@ibsen.com. Hvis du vil høre mere om stillingerne kan du kontakte

Grating: Rikke Nikolajsen på telefon: +45 4434 7106 eller email: rni@ibsen.com.

Spektrometer: Tina Byrgesen på telefon: +45 4434 7029 eller email: tby@ibsen.com.

Vi vil indkalde til samtaler løbende, så søg venligst snarest.

*****

Om Ibsen Photonics

Ibsens kerneteknologi er optiske diffraktionsgitre, som dels produceres og leveres som grating komponenter til virksomheder og forskningsinstitutioner verden over, dels indbygges i kompakte spektrometer moduler, som ligeledes sælges verden over – og bruges eksempelvis i vindmøller og i medicinsk udstyr.

Vi har realiseret en årlig vækst på 30% i perioden fra 2014 til 2022 og har ambitiøse planer for fremtiden. Du kommer ind i en virksomhed, som omsætter for over 170 mio. kr., og beskæftiger 90 medarbejdere på vores udviklings- og produktionsfacilitet i Farum. Vi arbejder aktivt med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og stræber efter at gøre en forskel.

Ibsen Photonics ejes af danske N. Foss & Co. A/S, der primært producerer komplette analyse løsninger til landbruget og fødevareindustrien. Koncernen omsætter for over 2,5 mia.kr. årligt og beskæftiger mere end 1.800 medarbejdere.