R&D/Engineering Manager til vækstvirksomhed

Home/About us/Job opening/R&D/Engineering Manager til vækstvirksomhed

Ibsen Photonics A/S søger en leder der kan stå i spidsen for at udvikle nye produkter og teknologi, samt sikre tilstrækkelig udstyrskapacitet, til at understøtte den stærke vækst i vores Grating forretning

Er du en god kollega og har du ledelseserfaring? Brænder du for at udvikle robuste løsninger sammen med et stærkt og kundeorienteret team? Så har vi måske den rigtige stilling til dig.

Ibsen er en globalt førende producent af optiske transmissionsgratings og spektrometre. Vi omsætter i 2021 for 140 mio.kr. og beskæftiger i dag over 80 medarbejdere på vores udviklings- og produktionsfacilitet i Farum. Vi sætter kunden i centrum, har ambitiøse vækstplaner og har opfyldt Børsens gazellekrav fire år i træk siden 2017. Vi arbejder aktivt med en række af FN’s 17 verdensmål, og går målrettet efter at gøre vores forretning så bæredygtig som mulig.

Ibsen er ISO9001 og ISO13485 certificeret, og skal certificeres ISO14001 og ISO45001 i 2022.

Rollen som R&D / Engineering Manager

Med reference til vores VP for Manufacturing & Supply Chain, vil du blive en integreret del af vores samlede Grating team på 14 ingeniører og 16 teknikere/laboranter, hvoraf godt 10 ingeniører vil have reference til dig. Grating teamet arbejder med udvikling og produktion af transmissionsgitre i vores klasse 10 renrum, herunder både små pilotserier og volumen op til 10.000 stk/år.

Dit teams primære ansvarsområde vil være at udvikle nye custom produkter og udvikle vores produktion, så vi kan matche kundernes voksende behov – herunder specificere, hjemtage og validere nyt produktionsudstyr.

Dine opgaver bliver:

  • I tæt samarbejde med dit team sikre, at nye produkter produceres til rette tid, med tilhørende dokumentation og læring i hele grating teamet
  • Aktivt deltage i ramp up af nye produkter, i samarbejde med grating produktionen
  • Deltage i og drive større teknologi forbedringsprojekter i grating produktionen
  • Kvalificere og validere kritiske processer i samarbejde med QA og vedligeholde dokumentation i tæt samarbejde med resten af produktionsteamet
  • Etablere og vedligeholde en stærk projektkultur, herunder sikre en struktureret ledelse af projekter
  • Bidrage aktivt til kundefokus og samarbejde i interaktionen mellem Salg & Marketing, R&D / Engineering og Grating produktionen – så vi altid arbejder som ét team med fælles mål.

Din baggrund og kompetencer.

Følgende kompetencer/kvalifikationer søges:

  • Du har flere års ledelseserfaring fra R&D, NPI eller produktion
  • Du har skabt resultater ved at coache og udvikle dine medarbejdere
  • Du er rutineret omkring projektledelse og stage/gate processer
  • Du er god til at interagere konstruktivt med mennesker, og evner at sætte en tydelig retning
  • Du er ambitiøs og løsningsorienteret
  • Du har et stort drive, er engageret og selvmotiverende
  • Du har faglig stolthed, er omhyggelig og struktureret, og vægter kvalitet højt
  • Du er dygtig med tal og dataanalyser

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring indenfor udvikling og produktion af teknisk avancerede premium produkter, allerhelst indenfor fotonik eller nano-science.

Som person skal du hvile i dig selv, ville gøre en forskel, have god humor og et stærkt ønske om at skabe succes sammen med dine dygtige kollegaer.

Hvorfor skal du vælge os?

Vi tilbyder en spændende stilling i en hurtigt voksende virksomhed med god økonomi og en åben og ærlig virksomhedskultur. Vores produkter gør en forskel, vi har et godt arbejdsmiljø, og vores medarbejdere lægger et stort engagement i virksomheden.

Ansøgning

Hvis ovennævnte tiltaler dig bedes du sende din ansøgning samt CV til Lenette Stenholt Nielsen på e-mail: lsn@ibsen.com. Hvis du vil høre mere om stillingen kan du kontakte VP Lars Bo Madsen på telefon: +45 4434 7005 eller email: lbm@ibsen.com.

Ansøgningsfrist: Vi venter gerne på den rigtige kandidat, men send os din ansøgning hurtigst muligt.

*****

Om Ibsen Photonics

Ibsens kerneteknologi er optiske diffraktionsgitre, som dels produceres og leveres som grating komponenter til virksomheder og forskningsinstitutioner verden over, dels indbygges i kompakte spektrometer moduler, som ligeledes sælges verden over – og bruges eksempelvis i vindmøller og i medicinsk udstyr.

Vi har realiseret en årlig vækst på 30% i perioden fra 2014 til 2020 og har ambitiøse planer for fremtiden. Du kommer ind i en virksomhed, som i år omsætter for 140 mio. kr., og som i dag beskæftiger 80 medarbejdere på vores udviklings- og produktionsfacilitet i Farum. Vi arbejder aktivt med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og stræber efter at gøre en forskel.

Ibsen Photonics ejes af  danske N. Foss & Co. A/S, der primært producerer komplette analyse løsninger til landbruget og fødevareindustrien. Koncernen omsætter for over 2,5 mia.kr. årligt og beskæftiger mere end 1.800 medarbejdere.